Jeg troede at jeg havde oplevet alle bivirkninger af mine mange piller, men i nat dukkede en ny op. Mine knæ er tilsyneladende blevet i stand til at virke som metaldetektor. Anden forklaring kan jeg ikke se. Hvordan skulle det ellers gå til at mit højre knæ med usvigelig sikkerhed kunne ramme præcis den eneste søm i dørtrinnet der havde arbejdet sig lidt op. Pludselig placerede knæet sig på sømmet mens jeg foretog min natlige kravle tur fra soveværelset til badeværelset. Ret fancy, men det ville have været rart med en varslingstone. Eller i det mindste bare et lille bitte BIP !

Nå, man kan jo ikke få alt og efter jeg på denne måde havde fået aktiveret eventuelle stadig slumrende nerveceller fortsatte jeg og kunne snart nyde gulvvarmen i badeværelset. 

Da jeg kom ud, sad katten Fie og ventede og i samme sekund jeg så på hende, tiltede hun om på ryggen og vendte, drejede og snoede sig som kun en kat – eller Helle, kunne for tyve år siden. Nu er jeg jo ikke en hankat, men kunne trods alt ikke lade være med at nusse hende lidt på maven – altså katten. Under mine fingerspidser kunne jeg mærke hendes muskler ligge som små tove inde under huden. Jeg kom til at tænke på min egen sixpack som efter ugers total inaktivitet snart er en saga blot. Det minder efterhånden mere om en fadøls fustage. Stor rund og med bløde rundinger

Eller er årsagen ikke den manglende aktivitet men et resultat af al den muskelafslappende medicin jeg også har spist og som gør mig blød og slap. ? En uhyggelig tanke melder sig, for hvad nu hvis det spreder sig til resten af kroppen. Og specielt den del der ligger syd for navlen ???

Nå nej, den del er jo ikke baseret på muskelstyrke, huskede jeg så. Pyha, sikken en lettelse. 

Fie nød behandlingen og spandt højere og højere. Lyden mindede efterhånden en hel del om en diselgenerator der står på et løst metalfundament. Dæmp dig lidt dit lille pelsdyr. Du ender med at vække Helle. Fie kikkede på mig og greb fat om min underarm med alle fire poter. Umuligt, kunne jeg se hun tænkte. Hvis hun kan sove for din snorken, lægger hun slet ikke mærke til min fine spinden.

Jeg var lige ved at give hende et skarpt gensvar men indså at det måske ikke lige var sagen, når der svævede fire sæt superskarpe kløer så tæt på min arm at den kunne ligne bøf-tatar i løbet af få sekunder. Så jeg trak mig stille og roligt tilbage til sengen og faldt i søvn.

Senere på natten vågnede jeg ved at Helle skubbede til mig. Vend dig om, du snorker sagde hun. Nix, svarede jeg bare. Det må være Fie du kan høre

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg er forsynet med en temmelig autonom blære. Den er kort sagt ligeglad med tidspunkt eller omstændigheder. Når det skal være – SKAL det være.
Men klokken 3 om natten sover både hjemmehjælpen og Helle, så jeg har udviklet min egen metode til at komme ud på badeværelset ved egen kraft

 Benene ud over kanten og som en stor blød hvid bolledej glider jeg ned, indtil jeg kan ligge på knæ og hænder. Så i en klassisk stil som et hvert et års barn mestrer til fuldkommenhed kravler jeg med små bevægelser ud gennem gangen og stiler mod badeværelset.

Og i nat mødte jeg på min vej katten Fie der sad og tronede midt på gulvet. Hun lagde hovedet lidt på skrå, kikkede på mig mens hun blinkede langsomt til mig.
Jeg sværger på at jeg næsten kunne høre hende tænke “Hør her Makker, med det tempo fanger du ikke noget som helst”

Og det eneste svar jeg kunne give på det var –  “Men så er det jo heldigt at toilettet ikke løber”