Kategoriarkiv: Sygehusvæsen
Bello4
Så er den første uge efter Montebello snart gået.Vejret i Danmark var jo helt fint de første par dage, så jeg skulle bare lige vænnes fra synet og lyden af mænd med små gøende hunde og at mindreårige børn, modsat i Spanien, ikke ses på gaden i Danmark efter kl 21.
Jeg syntes selv at det var et godt ophold som forbedrede mine evner. Men at det næsten skulle være en mirakelkur, er nok liiiige at stramme den lidt rigeligt. Men åbenbart ikke for Hillerød Kommune. Læs videre Bello4
Bello 3
Så er opholdet på Montebello ved at nærme sig sin afslutning. Tre uger som har været fyldt med aktiviteter og som for de fleste af os har betydet at vi har fået flyttet vores såkaldte comfort zone. For lige meget om det er knæ, ryg, hofter eller andet der har plaget os, så betyder den mentale del rigtig meget. Og det er sandt at vi alle kan meget mere end vi selv tror. Læs videre Bello 3
Bello2
Så er den første uge af min genoptræning på Montebello næsten gået. Det føles både som utrolig længe siden jeg kyssede Helle farvel og så alligevel ikke helt. De første par dage var lidt sparsomt besatte, men det ændrede sig hurtigt.
Nu er der træning til alle i rigt mål. Læs videre Bello2
Bello1
Selv den længste rejse starter med det første skridt. Jeg var bare ikke klar over hvor mange der skulle bruges for at komme til Malaga.
Men efter at have tilbragt et par endeløse timer med at stå i kø eller gå rundt i venteposition i Kastrup kunne alle vi krykke aspiranter begynde at gå ombord i flyet til Malaga. Dog var der først liiiiige et teknisk problem.
Næsehjulet skulle skiftes fordi der ikke var nok slidbane tilbage. Og som enhver voksen og fornuftig mand godt ved, er det jo altid sikrest at have nyt gummi på.
Men det blev klaret ret hurtigt og vi kom i luften til tre og en halv times flyvning. Og jeg beklager virkelig meget SAS, men Wolkswagen vinder den konkurrence. Bagsædet i en Polo slår altså til hver tid jeres flysæde. Selv efter tolv timer i bilsædet var min røv kun halvt så følelsesløs som i et fly.
Flyvning er som regel ret kedeligt, men denne gang fik jeg da en ny oplevelse. Læs videre Bello1
Lucky Me
Jeg må erkende at teorien om, at det er de små møl der i løbet af natten sniger sig til at sy i mit tøj og stille og roligt gør det både et og to numre mindre, nok ikke holder helt. Det er vist snarere min manglende motion og generelle aktivitetsniveau der sætter sine spor. Og ikke at forglemme Læs videre Lucky Me
Calzone
Nu har jeg en fornemmelse af hvordan en pizza har det når den bliver kørt ind i ovnen.
Efterhånden har jeg nu prøvet at få foretaget en MR-scanning flere gange og sidste gang jeg blev kørt ind i maskinen kom jeg pludselig til at tænke på at sådan må det se ud at være en pizza når den bliver kørt ind i ovnen.
Og nu tænker du sikkert – “Var det ikke hans ryg der var problemet ? Men det lyder som om de burde scanne hovedet i stedet for !”
Ja – ja, grin bare. Men da jeg kravlede op på den lille briks/bakke som langsomt men sikkert fører mig ind i det rørformede hulrum, kom jeg bare til at tænke på at det var jo som en pizzaspade, der føres ind i ovnen. Og rummet du ligger i er godt nok ikke stort. Armene bliver automatisk holdt ind til kroppen og hænderne foldet om en lille alarmknap der holdes på maven, for der er simpelthen ikke plads til at lade albuerne falde ud langs siden.
Og ovenover mig er der kun lige plads til næsen. Godt at forholdene i røret afholder enhver mand for samtlige uanstændige tanker. For der er da vist slet ikke plads til noget som helst der rager bare lidt op i luften. Jeg er glad for at jeg ikke lider af klaustrofobi.Og når de så starter scanningen, kommer der gang i lydsiden. Første gang troede jeg at hele skidtet var ved at rasle fra hinanden. De bankede og skramlede som når et leje går i stykker i en vaskemaskine. Og man ligger lige midt inde i det. – Men det var blot sådan det lyder, fik jeg at vide.
Heldigvis er jeg altid blevet forsynet med et par store hovedtelefoner. Nogle gange endda med musik i. Det tager lige det værste støj. Temperaturen ? Tja i starten er det som almindelig rumtemperatur, men den stiger støt og roligt og kan til sidst også godt minde lidt om en stenovn.
Og når scanningen er slut starter pizza-skovlen så igen og jeg glider langsomt ud i lokalet. Ikke med en smuk gylden glød, men bare som da jeg kom ind. – En hvid blød dej lignende klump. Ikke gennembagt men dog gennemlyst.
Klip-Klap
Hvis du er generet af dit barn (i modsætning til naboens) ikke er begyndt at gå endnu, så fortvivl ikke helt.
Det skal nok komme. Man kan endda lære det i flere omgange. Det har jeg måtte erkende.
Efter at have ligget ned i et par måneder var både min balance- og gang-evne stort set forsvundet. Jeg havde i hvert fald meget svært ved at finde dem igen. Der er set 3 årige med bedre motorik end min.
Min gang var faktisk så dårlig at hvis jeg – og her bruger jeg ordet lidt skødesløst fordi de lyder bedre end ordet humpede- gik, så var jeg nødt til at stoppe op hvis jeg skulle se noget andet end blot lige ned foran fødderne.
Klip – klop, lyder det nu når jeg går, for min venstre fod rammer ikke jorden på samme måde som den højre. “Du lyder som en gammel bovlam krikke” driller Helle mig. Hun kunne have kaldt mig det der var værre. Et gammelt æsel, men det går da vist også mere på mit temperament.
Men jeg er glad bare jeg kan gå ved egen hjælp. Uden stok eller støtte pædagog. jeg kan endda næsten klare at gå sidelæns, uden at fald. Ikke nok smukt og velkoordineret syn, meeeeen det lykkedes da for det meste.
Og så er det jo en fordel at Helle har en kæmpeerfaring som dagplejemor for børn under 3 år. Sker der noget tager hun det ikke så tungt, men smiler bare og siger: “Oooop igen”
Genopstandelse
En god ting ved at være hårdt ramt, er at du sætter pris på den mindste smule fremgang. Tænk at det ligefrem kan føles dejligt, at du kan stå op og gå ved egen kraft. Helt uden støtteben !
Det kan jeg nu og det hjælper på humøret. Det kan også mærkes af de andre der omgiver mig, selvom katten Fie jo ikke er imponeret. Forleden nat da jeg mødte hende i gangen kikkede hun på mig med sine gule øjne og spurgte hvorfor jeg nu igen var begyndt at gå på to ben ? Et hvert anstændigt væsen ved da, at det er både sikrere og hurtigere at bruge fire ben. Og især når du ikke engang er forsynet med en hale til at holde balancen. ! Jeg har set killinger der var mere sikre på benene end dig.
– Men det er måske derfor I tillader jer at tro I er ophøjede væsner ? knurrede hun og tiltede om på ryggen.
Jeg sagde bare, at det føltes ret ubekvemt og besværligt at skulle kravle på alle fire og ville forklare mere, men hun afbrød mig ved at markere med alle kløerne på mit håndled.
– Ubekvemt ? Besværligt ? Så prøv du at skulle hoste en hårbolle op !
Se DET aner i hårløse væsener ikke noget om. I har det ret nemt synes jeg, spandt hun og kikkede på mig som om jeg var en nypillet reje.
Nemt ?! Og det siger du som får alt stillet til rådighed. Du behøver blot at gå til madskålen og så selv vælge hvilket sovested du vil benytte dig af til den næste af de 8-10 gange du lige napper en lur.
Andre katte må sove i kulden og leve af hvad de kan fange. Hvornår har du foreksempel sidst prøvet at leve af mus ?
Fie blinkede forbløffet. Mus ?? – Se det er jeg holdt op med for mange år siden. Ved du mon hvordan de smager ? Og de små svins ribben sætter sig altid fast i tænder. Så det er såmænd grunden. Det er ikke dovenskab, kan jeg godt love dig, spandt hun Og ja – for mig er det kun mad og søvn der prioriteres nu. For det med sex har I jo ødelagt da jeg blev steriliseret !
En klog mand ved godt når tidspunktet til at holde mund er nået. Men jeg ved det altså også godt. Den sidste var jo svær at komme udenom så jeg tav, mens jeg fik gjort Fie tilpas glad ved at nusse hende på maven og nakken. Og så prøvede jeg ellers så elegant som muligt at stable mig selv på benene igen.
Der er forøvrigt kun et bogstav til forskel mellem elegant og elefant.
Det kræver lidt genoptræning at bevæge sig naturligt, men det skal nok komme
Du er ikke alene
En meget tankevækkende artikel, skrevet af en fyr der hedder Gunnar Langemark, om hans møde med behandlersamfundet.
Kan nikke helt og aldeles genkendende til hans oplevelser. Har også selv indtrykket af at parolen er “Følg reglerne og du er uden ansvar. Det er ikke relevant om patienten hjælpes. Bare proceduren og systemets regler er fulgt”