Nu har jeg en fornemmelse af hvordan en pizza har det når den bliver kørt ind i ovnen.

Efterhånden har jeg nu prøvet at få foretaget en MR-scanning flere gange og sidste gang jeg blev kørt ind i maskinen kom jeg pludselig til at tænke på at sådan må det se ud at være en pizza når den bliver kørt ind i ovnen.

Og nu tænker du sikkert – “Var det ikke hans ryg der var problemet ? Men det lyder som om de burde scanne hovedet i stedet for !”

Ja – ja, grin bare. Men da jeg kravlede op på den lille briks/bakke som langsomt men sikkert fører mig ind i det rørformede hulrum, kom jeg bare til at tænke på at det var jo som en pizzaspade, der føres ind i ovnen. Og rummet du ligger i er godt nok ikke stort. Armene bliver automatisk holdt ind til kroppen og hænderne foldet om en lille alarmknap der holdes på maven, for der er simpelthen ikke plads til at lade albuerne falde ud langs siden.

Og ovenover mig er der kun lige plads til næsen. Godt at forholdene i røret afholder enhver mand for samtlige uanstændige tanker. For der er da vist slet ikke plads til noget som helst der rager bare lidt op i luften. Jeg er glad for at jeg ikke lider af klaustrofobi.Og når de så starter scanningen, kommer der gang i lydsiden. Første gang troede jeg at hele skidtet var ved at rasle fra hinanden. De bankede og skramlede som når et leje går i stykker i en vaskemaskine. Og man ligger lige midt inde i det.  –  Men det var blot sådan det lyder, fik jeg at vide.
Heldigvis er jeg altid blevet forsynet med et par store hovedtelefoner. Nogle gange endda med musik i. Det tager lige det værste støj.  Temperaturen ? Tja i starten er det som almindelig rumtemperatur, men den stiger støt og roligt og kan til sidst også godt minde lidt om en stenovn.

Og når scanningen er slut starter pizza-skovlen så igen og jeg glider langsomt ud i lokalet. Ikke med en smuk gylden glød, men bare som da jeg kom ind. – En hvid blød dej lignende klump. Ikke gennembagt men dog gennemlyst.