Jeg må erkende at teorien om, at det er de små møl der i løbet af natten sniger sig til at sy i mit tøj og stille og roligt gør det både et og to numre mindre, nok ikke holder helt. Det er vist snarere min manglende motion og generelle aktivitetsniveau der sætter sine spor. Og ikke at forglemme – hvad jeg propper i hovedet.
Jeg overvejer om jeg skulle finde en eller anden slankekur, men jeg har altså ikke helt fidus til at det er det rigtige for mig. Sidst jeg prøvede sådan noget, var det eneste jeg tabte mine briller.

Men når jeg bliver lidt irriteret over at tøjet strammer og jeg bliver forpustet af næsten ingenting, så skynder jeg mit at tænke på hvordan jeg havde det før operationen. Og i disse dage tænker jeg over hvor hurtigt ting kan ændre sig. De sidste måneder har min genoptræning stort set intet givet af forbedringer og alt er stå i stampe. Bortset fra at maven jo er vokset og tålmodigheden er blevet mindre.

Heldigvis har jeg enorm støtte og forståelse hos Helle og mine nærmeste. Men det er utroligt hvad et par samtaler og undersøgelser med Reumatologisk Afdeling i Hillerød OG en udskiftning af min praktiserende læge kan afstedkomme.
På mindre end 14 dage blev jeg både indstillet og bevilliget et genoptrænings ophold på Montebello i Spanien.

Og at det så endda kom til at passe med at jeg ikke går glip af hverken Helles fødselsdag eller Mikkels 30 års fødselsdag er jo bare et ekstra plus. “Do you feel lucky, Punk ?”
Ja det gør jeg faktisk. Måske man lige skulle lægge billet ind på Lotto. Det kunne jo være……