Så er opholdet på Montebello ved at nærme sig sin afslutning. Tre uger som har været fyldt med aktiviteter og som for de fleste af os har betydet at vi har fået flyttet vores såkaldte comfort zone. For lige meget om det er knæ, ryg, hofter eller andet der har plaget os, så betyder den mentale del rigtig meget. Og det er sandt at vi alle kan meget mere end vi selv tror. Men vi skal ofte have et kærligt skub for at komme ud over den begrænsning vi ubevidst ofte har fået sat for os selv.

At det så undertiden måske kan opleves som et spark i røven er jo noget andet.

Jeg har været så priviligeret at Helle har kunnet være på besøg i en forlænget weekend. Tre uger kan være rigtig lang tid at være væk fra min soulmate når vi ikke har været adskilt de sidste 10-15 år. Så superskønt at se hendes smukke øjne og glade smil i nogle dage, hvor vi fik tid til både strand-og byoplevelser. Og selvom mit holds to terapeuter har været supergode og de øvrige på holdet er nogle skønne mennesker, så kan de ikke overtale mig til at udsætte hjemrejsen til Helle.

Jeg har hele tiden været opmærksom på, at jeg jo ikke været bekvemmelighedsturist, men på et træningsophold som skal kickstarte en ny levevis og skabe en baggrund for min fremtidige træning

Boldtræning, balancetræning og dermed muskelaktivering af glemte muskler kan jo godt give en vis ømhed. Efter et par dage hvor jeg måske nok blev lidt for ivrig med aktivitetsniveauet, vågnede jeg forleden morgen og det føltes som om et par små fede andulisiske djævleunger havde forsøgt at danse flamingo eller stepdans på både min ryg og de dybe mavemuskler. En af dem havde vist også været forbi den lokale tyrefægter og lånt sværdet. Det føltes ihvertfald som om han havde boret det ind et vist sted på mig.

Nej, ikke der -. I min iskias nerve.

Og jo -, dybe mavemuskler er ikke en skrøne fra gamle dage. De findes skam. De er ret gode til at tage det største pres fra lynlås og bukseknapper. Fysioterapeuten mener at jeg også bruger dem til at holde mig oprejst og jeg tager hans ord for gode varer.
Jer der kender mig personligt vil sikkert blive forbavset hvis I så hvor meget salat jeg har ædt hernede. Jeg tror næsten man kan se det på, at ørene er vokset sig længere. Men jeg tror også at der vist har været gemt en tudekiks ind i mellem alt det grønne stads. For det er sgu da utroligt så følsom jeg har reageret nogle gange. Specielt hvor jeg fysisk har presset mig selv til en ny grænse eller da jeg for første gang i snart 11 måneder lykkedes at løbe sølle fire gange et minut. Da var det ikke kun sved der løb ned ad kinderne. Men det skete også da jeg fx så hvor meget en anden fra holdet præsterede at forbedre sine evner i den afsluttende test.

Det lyder måske banalt, men jeg tror man skal have prøvet at være frarøvet sine evner før man kan forstå og tolke det ansigts- og kropssprog der opstår, når en person genvinder nogle af de tabte evner, som de fleste blot tager for givet. Den indre glæde minder vist mest om den kriblende glade fornemmelse som stråler ud fra den femårige der for første gang fræser afsted på sin nye cykel. Uden støttehjul eller far til at holde fast i en pind bag sadlen.

Alt i alt har det været en rigtig god oplevelse på mange planer. Og selvom jeg ikke er blevet smertefri, så er jeg blevet langt mere mobil end før og har fået fornyet håbet og troen på at jeg med træning kan vende tilbage til en tilværelse som ligner min tidligere formåen.
Og så glæder jeg mig til at se hvad SAS mon finder på, for at adsprede os under flyveturen hjem. Måske en tønderulning over Saltholm eller landing på Amager Strandvej ?