Så er den første uge efter Montebello snart gået.Vejret i Danmark var jo helt fint de første par dage, så jeg skulle bare lige vænnes fra synet og lyden af mænd med små gøende hunde og at mindreårige børn, modsat i Spanien, ikke ses på gaden i Danmark efter kl 21.

Jeg syntes selv at det var et godt ophold som forbedrede mine evner. Men at det næsten skulle være en mirakelkur, er nok liiiige at stramme den lidt rigeligt. Men åbenbart ikke for Hillerød Kommune.

Jeg kom hjem natten mellem lørdag og søndag og allerede mandag formiddag blev jeg så kontaktet af Hillerød Kommune. De mente, at nu var jeg sikkert blevet så god at jeg kunne starte i en jobprøvning. Både jeg og mine terapeuter takker mange gange for den store tillid, der sådan vises til det træningsforløb jeg har gennemgået.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste fra holdet der har det sådan, men jeg savner da de andre med-sprittere på holdet. Det er lidt nemmere at holde gejsten oppe når træningsfaciliteterne ligger indenfor 2 minutters gang og der grines og spøges lidt ind imellem. Eller sagt på anden vis; på Montebello trænede jeg sammen med andre. Men nu træner jeg blot samtidig med andre.

Men det er lykkedes mig at fastholde noget træning hver eneste dag. Enten på den eller anden måde. Elastik, bækkenøvelser med og uden bold, leget Supermand, indtaget Feststilling og alle de kendte øvelser fra holdtræningerne.

Og nu har jeg så genoplivet mit tidligere medlemsskab i fitness centret. Det program som vi fik udleveret bruger jeg så som udgangspunkt.

Og hvad jeg har lært undervejs er ikke glemt endnu. Jeg lægger meget mere mærke til hvordan jeg udfører øvelserne og det gør næsten ondt på mig, når jeg kan se at de er nogle i træningscentret, der udfører deres bevægelser helt forkert. Alt for meget vægt og alt for lidt kontrol over bevægelserne.

Lidt miljøskade har Haakon og Camilla jo alligevel påført os. Og tak for det !

En af fordelene ved at være fyldt 60 er at ingen forventer jeg løber — nogen steder – overhovedet.

I de foregående 11 måneder er det eneste der har løbet på mig vist næsen. Åh jo, så måske også lige øjnene. Men det er så også det eneste. Og nu er jeg endelig kommet rigtigt i gang. Hver dag har jeg løbet nogle ganske få minutter i små intervaller. De første gange undrede både bentøjet og hjertet sig over hvad dælen jeg havde gang i.  “- hvis du har så travlt, så tag en taxa” lød det i starten. Gradvis er det blevet bedre og bedre, så nu glæder jeg mig bare over fremgangen uanset hvor lille den så ellers er.

Stavgang tror jeg dog næppe jeg kommer til at bruge ret meget, når jeg skal til at gå længere ture i skoven til vinter. Ikke fordi der er noget galt med Stavgang på nogen måde . Men man kan bare ikke gøre det med hænderne i lommen.