Så er den første uge af min genoptræning på Montebello næsten gået. Det føles både som utrolig længe siden jeg kyssede Helle farvel og så alligevel ikke helt. De første par dage var lidt sparsomt besatte, men det ændrede sig hurtigt.

Nu er der træning til alle i rigt mål. Både på landjorden og i bassinet. Som små ænder vralter alle vi gangbesværede rundt i vand til brystkassen og forsøger at udføre bevægelser der ville få en akrobat til at korse sig og løbe grinende væk.Men pyt. De fleste af os griner alligevel i forvejen så højt at han vil blive overdøvet.

Oppe af vandet er det ikke meget bedre. Monty Phyton ville sikkert blive inspireret af at se på alle de gakkede gangarter. Dem med rollator og rullestole bevæger sig næsten mest normalt ifht os andre tosser når vi forsøger at rejse os eller sætte os og dermed flytte vores respektive knogler i enten opret stående eller siddende position.

Hernede har vi en kombination af bundne træningssessioner og så noget selvtræning. Det betyder at jeg træner ca tre gange 45 minutter hver dag og så en gang af ca. 60 minutter. Jeg har opdaget at det sgu er mere end Brøndby spillerne i superligaen.
Men i modsætning til dem vasker jeg selv træningstøjet. Stik lige den Zorniger.

Nu er det jo min første træningslejr og jeg forsøger at indarbejde en rytme, så træning og hvile kommer med passende intervaller. Men her forleden gik det galt. Jeg blev forført af en hovedpude.

Efter noget træning om eftermiddagen gik jeg til værelset for at bade og skifte tøj. Min iskias nerve og lænd gjorde fælles front og brokkede sig så jeg lige måtte lægge mig lidt ned. Så kunne jeg ligefrem mærke hvordan hovedpuden kikkede på mig og hviskede “Læg dig blot til rette. Prøv at mærke hvor blød jeg er. Bare lige et øjeblik” Og lænden sukkede “Åh ja, bare lidt”

Hovedpuden, det snedige bæst, smøg sig om min nakke og kind. Nulrede mit øre og. Det var nær ved at gå gruelig galt. Jeg vågnede kun i sidste øjeblik før de serverede aftensmad !