Know pain or No gain
Sådan lød et motto hos Montebello. Og nu glæder jeg mig snart til gevinsten. For det at leve og træne med smerter – at vide hvornår det er Ok at have ondt og hvornår man skal erkende at nu er det nok – det har jeg efterhånden godt styr på.
Træningen går fint. Hver dag bruger jeg ca to timer på de øvelser som jeg lærte på Montebello. Squat i forskellige udformninger. Med og uden bold. Eller på den traditionelle måde. Rygøvelser i utallige varianter er fint og legcurl, stående fronttræk, benpres. Alt sammen kendte øvelser for alle der har deltaget på Montebellos ryghold.
Og for nylig genoptog jeg så øvelserne fra vores bassintræning. Jeg har godt nok ikke de såkaldte pomfritter, men måtte nøjes med blandt andet at lave sprællemand, bokseøvelserne og løbe rundt. Først den ene vej og så den anden vej. Men det virker altså ikke på samme måde som på Montebello.
Måske skyldes det at jeg jo ikke har et varmtbandsbassin, men istedet gør det under bruseren ?
I forrige uge mente Kommunen at jeg jo efter tre ugers træning måtte kunne komme i jobtræning. Derfor har jeg selfølgelig overvejet hvilke muligheder der er. Der er jo ingen der siger, at jeg skal blive ved med at arbejde med IT.
Så jeg lavede en lille liste over mulige stillinger der kunne komme på tale;
Lokomotivfører på Færøerne
Lods i Frederiksberg have
Bananplukker på Grønland
Skovhugger på Island
Jeg mente det ville være godt at jeg selv kunne komme med konstruktive forslag i den anledning. Og da jeg så forleden blev kontaktet fra Marselisborg troede jeg lige “Yes ! Endelig har nogen set mit potientiale…..Kong Finn. ”
Lyder nyt og anderledes, ikk´ ?
Godt nok lidt langt at pendle mellem Århus og Hillerød, men jeg får vel chauffør ?
Men Ak og Ve !
Det viste sig, at der ikke var tale om en jobprøvning på slottet i Århus, men det var et rehabiliterings-center, som Hillerød kommune havde bedt om at kontakte mig.
“REHAB !!!??? – Arhh – jeg spiser da godt nok piller hver dag. Og en øl eller et glas vin kan da også godt finde vej gennem halsen. Misbrug vil jeg da ikke kalde det. Og derfra og så til at afvænning, ??? ”
Sådan tænkte jeg i hvert fald et kort øjeblik, men blev så noget klogere da jeg havde talt med Tina, der arbejder hos Marselisborg.
Marselisborg er et sted der forsøger at hjælpe sådan nogle som mig med at finde tilbage til en tilværelse, herunder et job, som tager hensyn til at ryggen ikke lige er, som den har været.
Der skal jeg så have fornøjelsen af at deltage i den næste måneds tid. Så hvis der efter Montebello trods alt er rester af en Comfortzone, så skal jeg få gjort kål på den. Min ryg skal ikke få mig ned med nakken.