15 år med trippende små poter i huset kan det være svære at undvære. Så vi har igen anskaffet os kat. Eller rettere 2 killinger. Nedenstående er som jeg tror kattene oplever verden.
Jeg og min lillesøster er flyttet fra vores mor og andre mennesker og bor nu hos to af de lidt ældre to-benede væsener.
De kalder mig for Max og min søster for Molly. Hvorfor aner jeg ikke, men det er åbenbart for at kunne kende forskel på os. Jeg forstår bare ikke hvorfor de ikke lærer vores duft at kende. Det fungerede fint for mig, da jeg boede sammen med 11 andre katte. Jeg var aldrig i tvivl om hvem de andre var. Jeg kunne endda genkende færten af de her to nye fra det nye sovetæppe jeg havde fået mens jeg boede hos min kattefamilie.
Men de der mennesker lugter åbenbart ikke ret godt. Mærkeligt når jeg tænker på den store snude der har placeret lige over munden på dem.
Og som den mund dog kan lave mærkelige lyde. Nogle af en art som enhver anstændig kat aldrig ville forsøge på. Rigtig skarpt og øresønderrivende, bare fordi jeg forsøger at lave lidt neglemanicure på et sted som de åbenbart har valgt som deres. Hold da op, hvor kan det være irriterende at blive afbrudt.
Omvendt har de da også nogle meget rare og lokkende lyde som de også benytter sig af. Dejligt når deres lyde bliver så stille og afdæmpede at jeg stadig kan høre om der skulle snige sig en mus eller et stykke mad forbi.
Og apropos mad ! De er nu ret lærenemme de der mennesker. Det tog mig kun to gange at lære dem, at hvis de blot gad ringe med madklokken, så kommer både Molly og jeg springende lige så snart det første klemt lyder.
Forleden blev vi lokket ind i en store kasse der pludselig gyngede op og ned inden den igen stod stille. Så var der en hel masse støj og det var svært at holde balancen, så jeg måtte til sidste lægge mig. Jeg prøvede at tale til ham hannen der var med os. Måske han forstår lidt kattesprog for lige pludselig stod vi helt stille og kunne igen kikke ud af kassen. Men nu var vi et helt nyt sted. Nye lyde og dufte.
Og minsandten om der ikke var en ny stor hun som tog mig op. Hun klemte mine poter, nulrede mine ører og slap mig først lige efter jeg mærkede et eller andet der stak mig lige i nakken. Men jeg tog det nu ret afslappet. – Ikke som Molly som sprællede en hel del og forsøgte at råbe til hende på vores sprog. Men det hjalp hende ikke ret meget.
Så puttede de os ind i den gyngede og larmende boks en gang til. Men det mærkelige var, at næste gang jeg kunne komme fri, så var vi tilbage til vores eget sted og legetøj. Jeg fatter ikke hvordan de bærer sig ad.
Molly og jeg har fundet ud af at drive menneskemor til vanvid. Vi kravler bare op på hende. Jeg lægger mig på hendes lange ben og Molly placerer sig helst oppe omkring halsen. Og hvis vi så ellers forsøger at rumle lige så højt og meget som den der hvide kasse de kalder et køleskab, så er det rigtig dejligt hyggeligt.
Altid sjovt og underholdende – dejligt også selv at have set jeres dejlige indflyttere ;o)
den er sød og tankevækkende.
tak for din kommentar.