Jeg skal ikke til hoffet til jule-kom-sammen, men det er fint nok for jeg kan ikke bukke dybt eller danse, men jeg kan gå næsten normalt og i et tempo hvor en tre årig ikke kan følge med. Og de smerte stillende piller har jeg reduceret med næsten en tredjedel.

Er lige vågnet rigtig op. Operationen gik som planlagt men skal lige finde vej ud af Narkoseland og fjernet et dræn. Har en del smerter men som lægen siger “vi har jo også givet din ryg en god gang tæsk”

Tænk, her troede jeg at jeg var på en Ryg-klinik, men det er åbenbart en SM-klinik – siden tæsk er en del af konceptet

 Når man har tilbragt flere uger på langs bliver man lidt mat i sokkerne. Så derfor forsøger jeg at indarbejde lidt fysisk aktivitet i det omfang det nu er muligt. Hver morgen så snart jeg er vågen nok starter jeg. Op-ned op-ned og op ned. I alt ti gange. Så en lille pause hvorefter jeg laver præcis den samme øvelse, men denne gang med det venstre øjenlåg. DET er noget der gør mig vågen.

Selvfølgelig er det lidt sværere  med benene. Det er helt tydeligt at jeg har mistet muskelmasse og hvis det fortsætter sådan meget længere kan jeg snart konkurrere med storken om hvem af os der har de tyndeste ben.
Den røde farve som storken kan prale med får jeg sikkert ikke. Med min farve og hårene på benene ligner de nu mest et par grene fra en solbærbusk i januar måned. Jeg nævnte tegnene på mit forfald til Helle, men ved ikke helt hvordan jeg skal tyde hendes svar. Vær glad for at dit syn ikke er blevet værre, sagde hun blot og smilede sødt. Det er helt utroligt så familiær hun er blevet efter vi er blevet gift.
Jeg var lækkersulten forleden men vi havde absolut intet brugbart i huset. Du kan da bare tage noget fra frugtskålen der står ved siden af dig, svarede Helle. Det gjorde der rent faktisk. Jeg havde bare ikke set den ! Den var ikke skjult bag blomster eller andet og var egentligt ret tydelig med sine mange farver. Der var ikke andre ting jeg ikke havde bemærket før. Kun frugtskålen. Så svaret må jo være at mens nogle mennesker er farveblinde, så er jeg blevet frugtblind.

Men ellers kan man vænne sig til meget. Menneskets  tilpasningsevne er ret utrolig. VI kan vænne os til næsten alt……Svedsker, svigermødre – you name it. Jeg har endda hørt at der sågar er nogen der har vænnet sig til Joakim B Olsen fra LA.

 En sjov bivirkning ved at få så meget forskellig medicin og som jeg skal vænne mig til, er åbenbart ufrivillige muskelsammen-trækninger. Det kommer og går i sin egen rytme og når det er værst minder det mest om hvis man satte en epileptikers fingre i stikkontakten og så tændte for strømmen. Rystende siger jeg bare. Aldeles rystende. 

Men måske jeg en dag kan bruge det hvis jeg bliver bartender og skal lave Martini ér. Så kan jeg bare står et lille øjeblik med glasset i hånden og så nemt som ingenting sige “Your Martini, Mr. Bond. It’s NOT spilled, NOT stirred. Only shaken.